Om mig
Jeg er autoriseret psykolog (cand.psych.aut.) med klinik i Silkeborg centrum. Født i 1992 og uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2019. Jeg har siden da arbejdet i forskellige kontekster med mennesker med en lang række forskellige problematikker. Jeg bor i Nørre Snede med tilknytning til Vækstcenteret. Klinikken i Silkeborg deler jeg med fire andre psykologer i hyggelige lokaler.
Jeg er certificeret i stresslindringsmetoden Åben og Rolig og er oplært i Mindfulnessbaseret Kognitiv Terapi mod depression. Jeg er desuden oplært i Narrativ Terapi fra Dispuk, hvor man særligt arbejder med menneskers selvfortællinger og værdier. En stor del af min faglige inspiration kommer fra det kontemplative felt, herunder Vækstcenteret, hvis metoder jeg har dyrket intensivt på egen krop. Jeg har været i mange og lange meditationsretreats af op til tre måneders varighed, og jeg været i flere egenterapeutiske forløb, hvilket jeg ser som afgørende for at kunne lave god terapi selv.
Jeg har skrevet to bøger: “Meditation og bevidsthed – om mental frihed, kropsligt nærvær og eksistentiel fordybelse“ (2024) på Gads Forlag. Og “Kunsten at glemme sig selv – på vej mod en selvløs psykologi“ (2020) på Forlaget Klim. Bøgerne kan købes i bogbutikker og online.
Etik og lovgivning
Som autoriseret psykolog (cand.psych.aut) er jeg underlagt psykologloven og forpligtet til at følge de etiske principper for nordiske psykologer.
Psykologer har tavshedspligt. Det betyder, at de informationer, du deler med mig, ikke bliver delt andetsteds, medmindre du har givet samtykke til det. Jeg må kun bryde tavshedspligten, hvis jeg vurderer, at du er til fare for dig selv eller andre.
Psykologer har også skærpet underretningspligt, hvilket vil sige, at hvis der er grund til bekymring i forhold til et barns udvikling eller trivsel, er jeg forpligtet til at underrette kommunen. Dette vil aldrig blive gjort, uden at du er informeret eller forsøgt informeret om det.
Afbud skal ske inden kl. 10 dagen før konsultationen, så der er tid til at give tiden til en anden. Ved for sent afbud betales 3/4 af fuld takst, og ved udeblivelse betales fuld takst.
